Udtalelse til SAS og DI
Nødråb fra lufthavnen: Nej til trusler – ja til samarbejde
Tillidsrepræsentanter fra fagforbundene i SAS sender hermed en fællesudtalelse til ledelsen i SAS
og Dansk Industri. Vi oplever nemlig, at SAS bruger hjælpepakkerne fra staten som påskud for varige
forringelser af løn- og arbejdsvilkår.
Tillidsrepræsentanter fra 3F og HK var forleden samlet for at drøfte SAS-ledelsens håndtering af
spareforhandlingerne under corona.
Vi må konstatere, at SAS-ledelsen i forhandlingsrunderne med de respektive fagforeningsgrupper bevidst
har brugt hjælpepakkerne fra staten som påskud til at tvinge varigt forringede løn- og arbejdsvilkår for
medarbejderne igennem. Reelt er der tale om et opgør med den danske model.
Medarbejderne i SAS har under krisen for luftfarten givet den ene hjælpende hånd efter den anden. Dette er
blandt andet sket i form af hjemsendelse på lønkompensation, hvor næsten hele arbejdsstyrken har været
hjemsendt. I den forbindelse bidrog vi med at opgive pension, indskud på fritvalgskontoen og feriefridage.
I øjeblikket er størstedelen af vores kollegaer omfattet af arbejdsfordeling på 40-50%. Dette vil sige, at
arbejdsgiver sparer på lønomkostningerne, mens medarbejderne er sendt på arbejdsløshedsdagpenge.
Det er noget, der kan mærkes i familierne og de små økonomier, men medarbejderne elsker deres
arbejdsplads, og vi er klar til at strække os langt.
Vi er endvidere gået så langt, at vi har meddelt jer, at vi er klar til at se på midlertidige forringelser helt frem
til 2023, hvor der skal forhandles overenskomster igen.
Det er utilstedeligt, at SAS-ledelsen og DI ikke tager imod tillidsrepræsentanternes og medarbejdernes
udstrakte hånd med de allerede foreslåede løsningsmodeller. Jeres svar er varige forringelser og trusler om
fyringer og udliciteringer.
Vi ansatte ved om nogen, at det er en svær tid for luftfart – men vi kigger sammen ind i en fremtid, hvor
flyene og branchen kommer på vingerne igen. Lad os nu i fællesskab finde de rette løsninger, så vi sammen
kan arbejde for en god og sund virksomhed og komme igennem den sidste svære coronatid.
Vi har meget svært ved at se for os, at det er politikerne på Christiansborg, som mener, at den enkelte
medarbejder skal bære en så stor en del af regningen for coronakrisen i form af en generel og permanent
forringelse af arbejds- og lønvilkårene i lufthavnen.
På vegne af medarbejderne
Ekspeditionsarbejdernes Klub (3F)
3F Spirit
HK Luftfart SAS (HK)